Når manden har været væk en hel uge på øvelse fortjener han et par gode fredagsbøffer og en aften med film på sofaen. Så det var sådan vores fredag så ud – ren hygge!
Jeg havde selv indkøbt et par steaks af okseinderlår, men du kan anvende lige den udskæring du har lyst til. Bøfferne blev krydret med hvidløg, persille og hjemmelavet rødvinssalt. Jeg serverede dem med balsamico stegte rødløg, en simpel rødkålssalat med persille, hakkede hasselnødder og citrus samt lynstegte grønne asparges og cherrytomater. Hurtigt, simpelt og drøn lækkert! 🙂

Du finder opskrifterne på det hele herunder:
Hvidløgskrydet oksesteaks med hjemmelavet rødvinssalt – En god fredagsbøf

Ingredienser:
- 3 af dine ynglings bøffer/steaks
- 5 fed hvidløg
- En god håndfuld frisk persille
- ½ spsk rødvinssalt (se den lette opskrift lige her)

Fremgangsmåde:
Hvidløg hakkes fint sammen med den friske persille. Rødvinssalten blandes sammen med de hakkede urter og bøfferne vendes i mixen. Steg på panden i lidt olie, og server sammen med dit ynglings tilbehør. 🙂
Balsamico stegte rødløg

Ingredienser:
- 1 rødløg
- 3 spsk mørk balsamico
- 1½ tsk honning
Fremgangsmåde:
Skær rødløget i tynde strimler. Bland balsamico og honning i en lille gryde og steg rødløgene heri ved høj varme i 3-5 minutter.
Lynstegte grønne asparges og cherrytomater
Ingredienser:
- Lige så mange asparges og cherrytomater i kan spise 🙂
- 1 spsk rapsolie
- et nip salt
Fremgangsmåde:
Skyld grøntsagerne og knæk bunden af de grønne asparges. Varm en grillpande op med lidt op olie, og steg grøntsagerne herpå ved høj varme i 5 minutter. Kryder med lidt salt.
Opskriften på rødkålssalaten finder du lige her! 🙂